fredag den 7. juni 2013

Brun mands byrde


Hassan Preisler
Brun mands byrde
Lindhardt og Ringhof
01.06.13

I lørdags udkom Hassan Preislers debutroman Brun mands byrde. Jeg var så heldig at tage telefonen, da hans forlægger ringede rundt til boghandlerne, for at sikre sig, at de havde bestilt denne meget lovende debut, som allerede der stod til at få enormt flotte anmeldelser og som der var planlagt noget rimelig heftig reklame på - jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig og bestilte 10 styk hjem til forretningen inklusivt et læseeksemplar, som jeg allerede har kastet mig over. Jeg må hellere indrømme det - jeg er ikke nået ret langt, hvilket skyldes at Dan Brown har taget min opmærksomhed og at jeg lige skulle i gang. Jeg tror efterhånden at jeg nu, 30 sider inde er kommet ind i bogens rytme - en noget heftig rytme, hvis jeg skal sige det.

Hassan Preisler virker ikke udpræget begejstret for at bruge punktummer, men er til gengæld rigtig, rigtig, rigtig begejstret for at binde sine sætninger sammen med og. Ja, det lyder som noget værre makværk, men det er også derfor at jeg siger at det tog mig lidt sider at komme ind i rytmen - for når man har vænnet sig til det hurtige, rodede tempo, så er det faktisk ret fedt. Han springer i sætningerne, i situationerne, i Hassan'erne og i endda i verdensdelene af og til og det sker med sådan en hast at det er nærmest umuligt at følge med. Jeg har aldrig set noget lignende, men kan faktisk rigtig godt lide det. Det føles som at få kastet enormt mange sanseindtryk i hovedet på én gang, hvilket giver en helt speciel stemning til bogen, som er satirisk og giver et ganske fint indblik i, hvordan Hassan oplever at være brun i det danske land og så mange andre steder i verden for den sags skyld. Min nysgerrighed er vækket. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad Hassan Preisler har på hjerte.

Brun mands byrde koster 249,95 i Bog & idé.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar