tirsdag den 6. august 2013

Handelsfagskolen

Endnu en gang kalder et ophold på Handelsfagskolen i Odder, som jeg tilbringer 4 x 14 dage på i løbet af mine to år som elev - hver uge på skolen har et forløb tilknyttet og når jeg daffer afsted den 2. september skal det handle om non-books (spil, trend, osv.) og faglitteratur. Ligesom da jeg var afsted i skønlitteratursugen, så skal jeg også læse nogle bøger og et kompendie inden vi skal starte på faglitteratur og det er så officielt blevet afsløret i dag, hvilke titler - tre uger inden afgang.

Hvor at vi i skønlitteratur skulle læse tre titler (Døden kører Audi, Rend mig i traditionerne og Fifty Shades of Grey), skal vi 'kun' læse to fagbøger og jeg gik sådan og håbede på at det ville blive en af de to Hippie-bøger eller måske en interessant biografi - der blev jeg altså skuffet.... Vi skal læse 'selvhjælpsbogen' Introvert af Anna Skyggebjerg og historie/foto/coffeetable-bogen, Forbrydelsens ansigt  af blandt andet Poul Duedahl.


Forbrydelsens ansigt er egentlig fin nok og virker meget interessant, men jeg bryder mig bestemt ikke om formatet. Den er enormt stor, uhåndterlig og uoverskuelig at læse i, fordi at der både er almindelig tekst og billedtekst, samt billeder jeg skal forholde mig til. Det bryder jeg mig ikke om. Introvert synes jeg, ligesom Fifty Shades of Grey sidste gang, er lidt streng fordi den henvender sig til en meget bestemt målgruppe. Det er selvfølgelig skolelæsning og nej, det kan jeg godt se ikke altid behøver at være lige interessant, men jeg synes dælendylermig at vores underviser har ramt totalt ved siden af med de her bøger. Oven i, at vi kun har tre uger til at gnave os igennem dem - hvad så med alle de bøger jeg læser for fornøjelsens skyld? Ja, de må komme i anden række. Bedst som jeg lige har fået anskaffet mig The fault in our stars. Øv...

Jeg må bide tænderne sammen og læse dem indenfor deres genrer, selvom det ikke just behager mig! Er der nogen af jer, der har nogen oplevelser med disse bøger eller kender til dem på den ene eller anden måde?

2 kommentarer:

  1. Forbrydelsens ansigt er SÅ god. Lige en bog for mig :) Flere gange måtte jeg endda rundt i huset for at lede efter den fordi en af de andre i familien så sit snit til lige at få kigget i den når jeg ikke sad med den :)

    Men ja det er en ret dum størrelse, den har. Jeg skulle selv sende den tilbage til det bibliotek den hørte til, da jeg selv arbejder på et bibliotek og jeg bad til at den kunne være i en af kuverterne. Det kunne den heldigvis! :P

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha. Hvor fedt! Så kan den jo ikke være helt skidt :)

      Slet