søndag den 15. september 2013

Kunsten at gribe livet



Kunsten at gribe livet
Chad Harbach
Politiken, 2012
537 sider
9788740004762

Vi følger Henry Skrimshander, Mike Schwartz, Owen Dunne, Pella Affenlight og Guart Affenlight, der alle har en tilknytning til Westish College og i særdeleshed deres baseballhold.

Henry Skrimshander er blevet headhuntet til collegeholdet af Mike Schwartz og viser sig at være en yderst lovende shortstop. Vi følger startskuddet til hans karriere sideløbende med Mike Schwartz kvaler, som træner og problemer med at finde plads i livet, Pellas ødelagte ægteskab, der leder hende direkte tilbage i armene på sin far, Guert, der er rektor på Westish College og har et noget ureglementeret forhold til Owen Dunne. Aldrig bliver koblingen af alle disse stemmer forvirrende, tværtimod så bruger Harbach det til at vinkle historierne, så de fremstår forskelligt fra hver person der gengiver dem.

Af bare kedsomhed åbnede han skabet. Der var ikke ret meget derinde. Olivenolie, salt og peber, tøsede energibarer i pastelfarvet sølvpapir. Proteinrige fuldkornsnudler. Pakker med fire sukkerfri Red Bull i hver. En dåse sorte bønner. En af de første dage han var der, hvor han stadig var ved at vænne sig til sin manglende appetit, havde han spiste den anden dåse. Han havde også spist en af de tøsede energibarer.

Alle vores hovedpersoner tumler med sine problemer. Misbrug, tvangstanker, angst. Det er gribende og dybt og der er ikke på ét tidspunkt sprunget let henover noget som helst. Helt ned til mindste detalje i baseballspillet holder Harbach sin læser fanget, med en næsten Irving-agtig (som jeg tidligere har fortalt) fortællerstemme og vedholdenhed til, at også små anekdoter skal have sin plads i historien.

Jeg nød læsningen af Kunsten at gribe livet rigtig meget og jeg glæder mig uden tvivl til at genlæse den, uden at have gang i en Irving-bog samtidig. Der er genialiteter gemt overalt i mellem linjerne og jeg håber ikke, at det er udspil fra Harbach. Det kan jeg ikke forestille mig.

Men han havde også egoistiske grunde, og måske var det dem, der betød mest for ham. Han havde brug for, at hun var der. De ville slette ham af stedets hukommelse ligeså hurtigt og effektivt de kunne; hun var den eneste del af ham, der ville få lov til at blive. Det var aftalen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar