mandag den 30. september 2013

Om sick-lit

Begrebet sick-lit siger lidt sig selv - det kommer af chick-lit, som er litteraturen af kvinder til kvinder, omhandlende kvinder. Det muntre, nemme og lette at relatere til. Så har vi 'dick-lit' som må være modpolen til chick-lit. Her har vi mandehørmen, bajerne, brysterne, prutterne og en helt masse weltschmerz. Og så er der sick-lit, hvor folk er syge. Men lever med det indtil de ikke gør mere.


Meningerne om fænomenet er delte - der er selvfølgelig voksentyperne, der er helt, fuldkommen sikre på, at det er totalt ødelæggende for børn at læse om syge mennesker. Deres hoveder kan ikke tåle alt det død og depression, de begynder bare at kopiere det. Skære i sig selv og sådan noget. Det er uetisk at tillade udgivelse og anmeldelse af sick-lit.

Men der er selvfølgelig også dem, der er fortalere for trenden. For hvorfor skal alting fremstilles så kvalmt og lyserødt? Hvorfor skal det altid være en pige med åndssvage forældre og et spirende lyserødt crush på den lækre fra parallelklassen, der topper og hitter blandt de unge damer? For pokker, de får jo heller ikke held i sprøjten med ham fra parallelklassen, bare fordi at pigerne i deres bøger gør. Hvorfor skulle de så få selvmordstanker og finde mors Venusskrabere frem?


Men det fandme svært at sælge en sick-lit bog. Det er svært at argumentere for at bogen om kræftramte Hazel og hendes kræftramte crush er en bog for folks børnebørn. For så snart jeg siger kræft, så spørger de om jeg ikke har noget mindre voldsomt.
- Jo, har du hørt om Hunger Games? Børn, der slår hinanden ihjel på åben skærm til glædelig underholdning for de rige masser? Fantastisk. Skal jeg pakke den ind?

Bum, så begyndte børnebørnene at råbe HAPPY HUNGER GAMES og slagte sine klassekammerater.


Nu må det snart stoppe med at undervurdere børn og unges hjerner. GTA har været ude længe nu og vi er alligevel ikke begyndt at stjæle biler og nakke folk med lyddæmpere. Vi sejler heller ikke forvirrede rundt oppe i Skotland med en pind og råber efter Hagrid. Kun mentalt.

Det var den her artikel, der fik mine tanker i gang.

Let the sick-lit reading begin, mother fucking grown-ups.


Ps. Hvor mange gifs kan man tillade sig at indsætte i en tekst man gerne vil have lyder seriøs?

8 kommentarer:

  1. Svar
    1. Jeg tilslutter mig SkulpE! Det er i hvert fald et godt indlæg :)

      Slet
  2. Haha, genialt indlæg!
    Jeg har aldrig rigtig betragtet "The Hunger Games" og lignende YA er for voldsomme - og jeg er ellers sart. Men måske har jeg også bare mere tillid til at folk forstår, hvad de læser og at ikke alle er syge i hovedet og begynder at slå hinanden ihjel?...
    De voksne skulle se at læse bøgerne først og så tale med deres børn/unge om dem i stedet for at pakke ungerne ind i vat og lade som om verden udelukkende er fyldt af lyserøde skyer og lykke. Det er trods alt det bøgerne er til for; underholdning, men også at der bliver talt om problemstillingerne/sygdommen eller hvad det nu er.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lige præcis det jeg mener! (Måske bare lidt kluntet formuleret)
      Der er jo ingen grund til ligefrem at holde det hemmeligt for børn og unge, at nogen mennesker er syge...

      Slet