søndag den 24. november 2013

The Hunger Games: Catching Fire


Tirsdag den 19. november klokken 23.59 havde vi booket biografbilletter til at slå røven i sædet og langt om længe få lov at se Suzanne Collins Catching Fire på det store, hvide lærred. Det blev dog ikke helt klokken 23.59, men hvad betyder et par minutter mod 2½ times awesome?


Den 19. november klokken cirka 22.54 (cirka, ikk') lukkede jeg bogen med nøjagtigt samme hvad-fanden-skete-der-lige-der-mind-fucked-følelse som første gang jeg læste den. Alt for sent fik Michella og jeg nosset os ud af døren og afsted mod Imperial og alt for sent kom vi hjem igen. Med fuldstændig samme mind-fucked følelse. For Catching Fire er en fucking intens oplevelse, både som bog og som film. Den er så kompakt - der sker noget i hver sætning, hvert sekund. Selvom jeg kun lige nøjagtigt havde læst bogen færdig sad jeg stadig og klemte røvballerne sammen i rendyrket spænding, da billederne rullede over lærredet. Alle de forfærdelige ting, alle de højtelskede og skattede personligheder, som Suzanne Collins har hevet ud af sin fremragende fantasi. Både Haymitch og Effie, der i den første film fremstår meget endimensionelle og næsten kedelige fik helt nye lag, helt nye følelser blev involveret og begge skuespillere brillierede. Katniss' smerte var ubærlig for både hende og for publikum. Der var stadig ingen nådig sjæl der tænkte på at tage bukserne af Peeta (men jeg takker for den skintight arena-uniform).


De nye roller, blandt andet til de nye-gamle tributes var perfekt castede. Johanna Mason især. Jeg frygtede, at hun aldrig ville tage sin kjole af i elevatoren - en scene jeg havde glemt fra bogen, indtil jeg genlæste den igen og som jeg sad med gritted teeth (I'm looking at you, Veronica Roth) og knyttede næver og håbede på ville blive inkluderet i filmen. OG DET GJORDE DEN! Hun var priceless i sit interview med Caesar Flickerman og hun var fabelagtig i arenaen. Jeg følte faktisk slet ikke at hun fik nok screentime, men det gjorde hun selvfølgelig heller ikke i bogen.... Finnick var forførende, morphlingerne var ynkelige, Wiress så ud og opførte sig præcis som jeg havde forestillet mig, Beetee var genial og Enobaria var scary as hell. Plutarch Heavensbee havde jeg måske forestillet mig mere charmerende, men Phillip Seymour Hoffmann gjorde det til skamme i sin egen sleske og ondskabsfulde facon. Jeg havde ikke regnet med, at de ville efterlade tid til at gøre noget ud af Cray, men også hans pure evilness var spot on og uundværlig.


Generelt var filmen en rutsjebane af følelser. Jeg klaskede mig på lårene, fik tårer i øjnene, holdt mig for munden, spærrede øjnene op og hujede med resten af biografsalen i alle 2½ time. Ikke så meget som et minut til at slappe af i ballerne og blinke fik jeg.
Den fulgte bogen præcis som en film skal. Jeg er intet mindre end nødt til at se den igen meget snart. Jeg elskede den. Fire uf af fem hatte (én fratrukket for at lade Peeta beholde bukserne på. Men i virkeligheden mener jeg 5 ud af 5 hatte)

6 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt, at du også er begejstret for den! Det er virkelig en episk film med flotte scener og kostumer. Jeg sad også selv ude på kanten af sædet, selvo mjeg godt var bekendt med handlingens gang.

    SvarSlet
  2. Tog bukserne af Peeta? hvorfor sidder jeg og ikke ved hvad du taler om?? :O :O :O

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved du er med mig, når jeg siger; to en halv time med Peeta fuldt påklædt. Det er lidt spil. Pil nu bukserne af.

      Slet
    2. Jamen gør de det i bogen? :O :O HVORFOR KAN JEG IKKE HUSKE DEEET.

      Slet
    3. Nej, og det er egentligtaget også for dårligt! Jeg synes bare godt der kunne bruges mere tid på at Peeta ikke har bukser på.

      Slet