lørdag den 30. november 2013

Ulemperne ved 'sicklit'


Forleden stod jeg i en salgssituation, hvor jeg kraftigt prøvede at understrege vigtigheden i at man for egen skyld fordyber sig i En flænge i himlen. Kunden skulle bruge en bog til sin niece på 14, der læser meget, men mest vampyrkærlighed a la Twilight. Jeg hev Dødens Instrument og Beautiful Creatures ned fra hylden, men spurgte også om hun havde mod på noget andet, noget nyt og noget af sand kvalitet. Kunden var nysgerrig, da jeg trak John Green frem. Indtil jeg sagde fy-ordet; "Hazel har kræft"

Ohwell... Lad mig sige det sådan, at vores lagerværdi på John Green ikke rørte sig. De fleste kunder lukker simpelthen af, når bøgerne til deres børnebørn eller børn bliver for 'sørgelige', hvilket jeg personligt synes er noget fis og jeg har endda snakket om på bloggen før, hvor meget fis jeg synes det er. 

"Hun tumler med nok i sit lille hoved i forvejen"

Træls. Træls, træls, træls. Hun får altså ikke også kræft, bare fordi Hazel har det. Hun får måske nærmere en god læseoplevelse at tumle med, selvom der er noget med sygdom. Eller, det fik hun så netop ikke, selvom jeg havde alle de gode salgsargumenter klar til kamp. Pis.

Et lidt anderledes læserspørgsmål, fordi jeg er ved at løbe tør for idéer. Hvis du skulle sælge The fault in our stars eller En flænge i himlen, hvilke argumenter ville du så tage op? Hvilke sider af bogen ville du spille på? Hvorfor tror du folk lukker helt af for, at deres efterkommere skal læse om livets mørkere sider?

13 kommentarer:

  1. Hvor er et bare ærgerligt at læse! Selv har jeg det lidt blandet med lige netop den Green bog, men det er uden tvivl en bog, der behandler væsentlige tematikker og sider af tilværelsen, så at nogen lukker af over for det, forstår jeg simpelthen ikke. Man behøver jo ikke have kræft for at læse bogen, ligeledes får man det ikke af at læse den. Det er synd, at forældre, bedsteforældre eller andet familie ikke tænker, at læseren måske kunne lære noget frem for at det altid skal være vampyrer eller lignende. Suk!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, altså. Hvor er jeg enig. Selvom det ikke er lagkage- eller faldpåhalenhumor eller ... ja, vampyrkærlighed, så betyder det vel ikke, at bogen skal behandles med så stor omtanke og ligefrem vil sætte læseren tilbage med den vildeste selvmordsfølelse (overdrevet). Jeg synes det er træls den er så svær at sælge...

      Slet
  2. Nu har jeg jo ikke læst den, så kan ikke hjælpe dig med argumenter på bogen. Men, HELT ÆRLIGT, jeg bliver lidt vred over det der; for hvordan kan man dog sige, at børn ikke skal læse barsk litteratur? Jo, lad os skærme dem og lade som om der slet ikke findes ondt i verden, så når det endelig rammer dem, har de ikke nogen redskaber til at håndtere det.
    At læse om andres smerte, det være sig sygdom, hjertesmerte, ung graviditet, at være luder (jeg læste en biografi af en luder da jeg var 12) åbner da kun ens horisont og sætter en i stand til at have empati og giver redskaber og erfaring man kan bruge når uheldet rammer én selv. Lykkelige historier er dejlig, men de ulykkelige er mindst lige så dejlige, for de rummer livets mørke sider - og det er jo det, der er så smukt ved bøger - vi kan opleve en hel masse, lære en hel masse, uden selv at blive udsat for f.eks. kræft.
    aaaaaah men altså, den dame der ....

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Taktaktak - der var en fremragende salgstale. For hvor er det rigtigt, at børn og unge ikke skal holdes i sikkerhedsafstand fra noget så vigtigt som kilden til at lære at føle empati. Og barsk litteratur har jo for pokker aldrig været sundhedsskadeligt. Som du siger, tværtimod.

      Slet
  3. Det er virkelig en skam, at hendes barnebarn skal gå glip af en fantastisk historie til fordel for Beautiful Creatures eller The Mortal Instruments. Kræft er jo desværre en stor del af mange menneskers liv, så hvorfor skal deres historie vælges fra? John Green arbejdede en overgang på en hospitalsafdeling med kræftramte børn, så han ved jo for pokker, hvordan sådan en bog skal skrives. Han har set børnenes kampe, og nu fortæller han en del af dem videre til os andre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det vidste jeg faktisk ikke - det er da også værd at tage med. Og ja, jeg prøvede virkelig at vinkle den, så hun ville tænke at dybde ikke gør noget. Men nej, puha. Så hellere kradse lidt i overfladen.

      Slet
  4. Jeg begriber det ikke. Bøger der rører, sårer og rykker lidt i en, er jo netop en del af den bedste litteratur. Det der gør bøger til kunst er jo netop de følelser, de vækker i en - og hvis man ikke må føle dem, hvorfor i alverden så læse overhovedet?
    Der er så meget fokus på, at børn og unge skal skærmes fra alverdens sygdom og elendighed i film/bøger/etc., men ingen tænker over at de møder det på daglig basis alligevel. Hvorfor er det okay at snakke om krig i TV-avisen, se kæmpe-showet 'Knæk Cancer', og være omgivet af movember-moustaces, men ikke at læse om det? Er det ikke netop dét, bøger bl.a. er til for? At bearbejde og reflektere over hverddagselementerne?

    Folks mærkelige holdninger overrasker mig gang på gang. Jeg tror ikke, jeg ville have tålmodigheden til at arbejde med det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har så fuldkommen og aldeles ret, Rikke. Det er fandme sært, hvordan grænsen mellem farligt og underholdende er så hårfin - for jeg er sikker på at de synes Knæk cancer og Movember-moustacherne har haft en hvis underholdningsværdi. Ikke noget der er svært for små hoveder at tumle med (?!)
      You said it!

      Slet
  5. Jeg er ret enig med Rikke. Og jeg tilføjer til rækken; hvorfor er det okay, at man i folkeskolen læser Martin og Victoria, hvis ikke man må læse En flænge i himlen? Som jeg husker førstnævnte bog, så var det også noget med kræft... De bøger, der udvælges i folkeskolen, er jo i rigtig mange af tilfældende netop IKKE lykkelig litteratur. Skal man så forbyde det og i stedet sidde og læse eventyr?

    Jeg forstår det ikke. Og Gittes argument var så godt, at jeg ikke vil komme med andre. Jeg håber, du kan få solgt flere af bøgerne - og tilføj at de bør søge på anmeldelser af bogen; så vil folk se, at det ikke bare er forfærdeligt hele vejen igennem. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan havde jeg slet ikke tænkt på det - det er da helt rigtigt. Mon ikke at den også bliver folkeskolepensum en dag. Jeg ved at min lærer på boghandlerskolen har haft brugt den i pensum til et tidligere hold. Det er najs.

      Og fedt, ja! Det gør jeg da :D

      Slet
  6. Hvis jeg skulle sælge den og vidste, at folk lukkede af på ordet 'kræft', ville jeg nok prøve at undgå at sige det. Tale lidt udenom og sige det er noget ála 'en smuk og rørende bog, men samtidig dybt humoristisk, om to teenagere og deres yada yada yada et eller andet' og uden ordet 'kræft'. Fortælle at den er vældig populær blandt målgruppen und so weiter. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har jeg også tænkt på, men risikoen her er, at jeg får solgt den til en, der har kræften lidt for tæt inde på livet til overhovedet at ville kunne finde det taktfuldt at få foræret. Den er røvhamrende god og kunne helt sikkert også være en fremragende støtte, men i og med at slutningen er lidt brutal, så tror jeg også det er vigtigt at nævne, for at være på den sikre side. Selvom det er irriterende at det udelukker så mange stakkels, unge mennesker....

      Slet
  7. Jeg syntes det er så ærgerligt, at der er så mange der ikke vil læse den her bog, da jeg syntes alle fortjener at læse sådan et godt arbejde. Er selv 15 og læste den for omkring 3 måneder siden, derefter købte jeg den så også på engelsk da jeg elsker John Greens sprog. Har selv en lillebror med kræft, og selvom deres kræftforløb slet ikke minder om hinanden, er jeg så taknemlig for at der er en bog som den her. Også selvom man blev lidt tung i hjertet da Michael med leukæmi døde. Synes dog heler ikke at man skal udelukke ordet ´kræft´ da det jo er en stor del af bogen (har dog ikke nogle andre ideer til, hvordan man kan få den solgt) Og jeg tror på ingen måde, at det kan skade nogen at læse den, men der er man jo så forskelig:)

    SvarSlet