lørdag den 7. december 2013

Submarino


Submarino
Jonas T. Bengtsson
People'sPress, 2007

Der er de bøger, der varmer dit hjerte og efterlader dig i en næsten euforisk lykketilstand, når du har vendt den sidste side. Du føler, at alt gik som de skulle og alle blev glade, inklusivt dig selv.

Og så er der dem, der virkelig ikke lever op til den beskrivelse.... Submarino var decideret ond, at komme igennem. Hver en side skar mig dybt i hjertet, hver eneste beskrivelse truede med at frembringe tårer og hver eneste sætning efterlod mig med en følelse af rungende tomhed. Tomhed til verden! For det er simpelthen en ubærlig historie. Tre sønner af en misbruger og deres skæbner. Jeg får helt ondt over det hele, bare af at tænke på den igen...

"Nick."
Han vender sig, ser på mig spørgende.
"Er det ikke svært hele tiden at være så vred?"
Han glor lidt ud i luften, ved ikke, om han skal smadre mig, så smiler han, det første oprigtige smil, jeg har set fra ham i flere år.
"Det bliver nemmere og nemmere."

Bogen er sat op som brudstykker af en nutidig historie og flashbacks. Vi har to fortællere - Nick i den ene halvdel af bogen og hans bror i den anden. Nick er alkoholiker og immun overfor verden omkring sig. Hans bror er narkoman og prøver for alt i verden at sætte en ordentlig verden sammen til sin søn.

Bengtssons sprog er groft, simpelt, beskrivende, grænsende til poetisk. Poetisk på en måde, hvor man tværer lort ud over en gylletank. Lort med lort på. Vi gør det endnu mere lortet. Vi gør det så lortet, at det gennemskinner enhver form for kortvarig lykke. Det er simpelthen mærkværdigt, hvordan man kan nyde den slags læsning - jeg sluger det råt. Jeg hader det, men jeg elsker det. Den tarvelige, tarvelige virkelighed uden et eneste drys af krymmel eller softice. Bare lort med lort på. Så smukt og så grimt. Jeg faldt i søvn med mascara i hele ansigtet, da jeg havde læst en færdig. Og en tung følelse i kroppen. Men alligevel var jeg nødt til at give den 4 stjerner. Fordi den bare er så fucking god. Den er ærlig. Den lyver ikke for mig - den siger hvad den vil og ikke mere. Den gemmer på adskillige hemmeligheder, som jeg først vil opdage, når jeg genlæser den. Den pirrer min nysgerrighed og giver mig lyst til mere. Hele tiden. Bare ét kapitel mere.

Hvis man er til genren, så er den et mustread. Jeg siger det bare.

Men det var også en skole, hvor man fik et ottetal, hvis havde været der det meste af tiden, hvis man ikke havde været oppe at slås, i hvert fald ikke inde i klasselokalet. Hvis man havde sine bøger med. Det meste af tiden. Hvis man ikke havde råbt til læreren, at han var en stor fed bøsse. At hun var en narkotæve, der fik pik af schæferhunde. At han var en pikspiller, der kneppede små thailandske drenge i numsehullet. Hvis man ikke havde råbt den slags, fik man et ottetal. Nick fik aldrig mere end sekstaller.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar