tirsdag den 26. maj 2015

SYV SATANS LANGE DAGE



Originaltitel: This is where I leave you
Forfatter: Jonathan Tropper
Udgivet af: Modtryk
Læst: Maj 2015

Præcis, som da jeg forlod bloggen for en stund i februar, så har jeg stadig nogle seriøse commitment issues med mine bøger og derfor sprang jeg direkte på Syv satans lange dage efter varme anbefalinger fra mine kollegaer. Den lød nemlig nem og rar og lige til at gå til.

Og dét var den! Jeg hylede af grin på de første rigtig mange sider af denne vanvittige roman om stakkels Judd, der har fundet sin kone i seng med sin chef og mister sin far og tvinges til at sidde shiva med hans lettere anstrengende familie.

"Far troede ikke på gud, men var livslang abonnement på idéen om, at enten skider du, eller også hopper du af potten."

Nu har jeg både læst hele bogen og set hele filmen, men jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad shiva egentlig er. Det er noget med, at man er hjemme, sidder på lave stole og modtager gæster, der også sørger over den afdøde og desuden tager en masse mad med. En jødisk tradition. Det var egentlig heller ikke vigtigt for læsningen, at forstå hvad grundidéen var, for man forstår mere end rigeligt godt, at familien Foxman har det lidt anstrengt med hinanden og det er både super tragisk og hylende morsomt. Generelt balancerer romanen på en meget tynd line af virkelig skæg og virkelig tragisk - til tider blev den måske endda lige lidt for tragisk til min smag, men jeg havde også regnet med det pureste feelgood, så det var egentlig okay, at den tippede af til, for den var også feelgood og skide sjov og et herligt easyread. Jeg fattede hurtigt sympati for vores hovedperson og fortæller, Judd Foxman, som på alle måder er rimeligt average, men på den rigtig gode måde, hvor historiens excentriske dele i stedet kommer fra hans omgivelser. Den havner af og til i den klistrede, klichéfyldte ende og er egentlig ganske forudsigelig, men ikke desto mindre en hyggelig, hyggelig læseoplevelse. Tak, for det, siger mine commitment issues og klapper sig selv på skulderen for at færdiggøre endnu en bog i år!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar